Kan man endnu forestille sig eksistensen? Thomas Boberg adskiller sig fra andre digtere i samme generation ved at hans længsel har retning af Jakob Brønnum "Inde fra centrum af den hellige civilisation springer vejene flimrende gennem billedet til de udslettede byer ud i det blånende intet ind i nattens mineraler, drømt af en død der rejser i skiftende skygger frit mellem århundreders søgen, hvor alt bevæger sig mod det samme punkt ..." (Fra digtet "Landskab", Ud af mit liv, 1985) Og med følelsen af, at verden, som byder sig til omkring mennesket, i virkeligheden intet er: "Ligesom tankerne tænkt før søvnen indtræder er mit liv uden ydre ramme. Billedet går i alle retninger En båd lægger til ved en kaj, olien blander sig med vandet stjernerne danser i bølgernes skum Jeg kender ingen ansigter, kun vandet, olien , stjernerne" (Fra digtet "Ligesom tankerne", fra samme samling) Og med følelsen af opløsning - i digtet "De fremmede", stadig fra samme samling: "Jeg ser skyggen af den jeg var forsvinde i lyset af den jeg skal blive De fremmede presser deres ansigter mod husets ruder Jeg kunne være hvemsomhelst i gadens mylder" Det, der er bemærkelsesværdigt i forhold til andre digtere i samme kuld, såsom Michael Strunge og Søren Ulrik Thomsen, er, at det ikke er absolut intethed og stilstand, der danner tilværelsens uhåndgribelige, mørke arkepunkt, men at der findes retning, et fra og et til. Og derved bliver der også rum: Thomas Boberg har i lighed med Henrik Nordbrandt valgt ikke at blive i byen og digte på dens vilkår. Han har i de seneste år boet i Peru. Han har i et interview i Politiken (29.08.96) i forbindelse med udgivelsen af den første prosabog, den essayistiske Sølvtråden. Rejseminder, talt om præcis det vilkår. På nogle af sine første rejser boede han i en anden storby end København, Barcelona: "For mig var det bare som at komme fra en storby til en anden (...) Som ung havde jeg drømmen om fuldstændig vild natur og jeg havde også trangen efter at opleve noget oprindeligt. Det har jeg stadig, selvom det kan være forfærdeligt i den tredje verden, men det er også vigtigt for mig, at det ikke bliver en eller anden fed øko-løgn." I samlingen Marionetdrømme (1991) møder man frigørelsesmotivet: "Udspændt er jeg marionetdukke i en lunefuld mester hænder. Jeg rykkes af jagende impulser. En vriden en art dans mellem alle skyggerne der udspaltes i mit sind. en lang flakkende utålmodighed med dødsønsket krænget ud i driften mod det ukendte. En bevægelse Min rejse er en mørk gnist, en sneglød kredset ind og brændt fast på ordets nethinde" Senere i samlingen bliver leden til udlængsel. Det sagte er pludselig fri fra et hvert ironisk forbehold, "Jeg er led ved mig selv og mit fordøjelsessystem min psyke der svinger vildt som en løsrevet kompasnål mellem tre poler Jeg er led ved det kynisk sentimentale cirkus de forudsigelige hundekunster de peppede følelser der skummer ud af en altomklamrende entutiasme Led ved det savlende ordgejleri og de strategisk juridisk plaprende proteser der trives så overmåde godt i denne udkants sivende utilfredshed (...) Kan man endnu forestille sig eksistensen af en tibetansk munk uden at le eller et vejrtræk som ikke er inficeret af øjeblikkets selvdøde klicheer? Findes der mon en bog af tindrende poemer skrevet af et barn af vores postkompost af en tid som ikke får os til at hulke af meningsløshed eller skamme os så dybt så vi rødmer?" Den - både indholdsmæssigt og fysisk, bogstaveligt - store, tætte samling Pelikanens flugt (1994) er et højdepunkt i forfatterskabet. Det er karakteristisk for samlingen, at et af dens ni afsnit, som slet og ret har titlen "Digte", rummer 45 små tekster som i en tid med ofte meget korte lyrikudgivelser, udmærket kunne have været udgivet som en samling for sig, og også overlevet kritikernes små brummende bemærkninger om, at der nu godt kunne have stået mere på siderne. Nu er den blot en af en mængde vældige udtryk. Det første digt, "Destination", ville næppe være blevet antaget, hvis det havde været en debutsamling. Dertil tør det udsige for meget om en underliggende bestandighed i tilværelsen: "Det var som havde det åbnet sig Turde jeg tro det? Så varsomt havde jeg forsøgt at tage fat Jeg ville ikke miste underet af syne horisonten der glødede svagt og jeg var på vej Til hvad? Min liv, alt det, jeg havde forsømt? Som kun ordene kunne give et omrids af En halv løsning, men blivende (...)" Den spanskinspirerede, stort anlagt digtning kommer frem i en tekst som "Stof", hvor Thomas Boberg slår ud med armene og skriver langt, strømmende, både episk og lyrik: "Sorg kunne også være indsigt i det som ikke længere er muligt Kunne være døren lukket for det endelig skridt ud i navnenes virkelighed Guadalajare, Yucatán ... Jeg forstår dig ikke Manu slumrende, Manu filtret af øjne hvor den plettede jaguar søger sit bytte endnu Morild over et hav uden søvn, isens gløder isens aften der synker i en regnbuehinde. Koldlyn Tierra del Fuego trukket ud i en spids skriver uophørligt på erindringens anden side En vågen som er flagernes skurren En flytten som er grundens Men jordens rejse aner tabet af sit indre blik (...)" Hvad er det Thomas Boberg søger? Det kan være bevidstheden om at der er noget uden for "den hellige civilisation", der betyder noget. For eksempel at det, at der findes årstider er vigtigt med enhver målestok. Eller er det blot søgen i sig selv, en dyrkelse af selve længsel. Nogen gange kommer digteren selv i tvivl, meget passende for den holdning af ydmyghed overfor tingene og sjælen og den viden vi kan have om dem, der er nødvendig for gennem lyrikken at nå ind til deres kerne: "Jeg hylder forskelligheden og lyset fra et forår der splitter mine tanker til atomer men i dag har jeg en følelse af aldrig at have levet Jeg ved godt jeg er et barns stemme der klinger højere end glasset kan bære jeg ved godt min længsel springer videre end forestillingen om den." Fra Hvid glød (1986). Jakob Brønnum